top of page

Vedtægter

Opdateret 17. juni 2025

§ 1 Navn og hjemsted

 Foreningen Steep and Deep Sports Club er stiftet den 10.06.2025 og har hjemsted i Rudersdal kommune. 

Foreningen er tilsluttet Danmarks Skiforbund (specialforbund/unioner) under Danmarks Idrætsforbund (DIF) og er underlagt disses love og bestemmelser. 

§ 2 Formål

Klubbens formål er at fremme skiløb, løb og relaterede aktiviteter – med særligt fokus på at skabe glæde, sundhed og fællesskab gennem motion for mennesker i alle aldre og på alle niveauer. Klubben arbejder aktivt for at gøre både ski- og løbesporten tilgængelig for alle – uanset erfaring, alder, økonomi eller fysiske/psykiske forudsætninger – med særlig vægt på inklusion, diversitet og lige adgang til aktiviteterne. 

Klubben har et særligt fokus på at skabe engagerede aktive miljøer for børn, unge, og instruktører/træner, og skaber rammer, der understøtter både fysisk udvikling, mental trivsel og sociale relationer gennem trygge, sjove og lærerige aktiviteter. 

Aktiviteterne spænder over hele året og omfatter træning, kurser, rejser og sociale arrangementer, der understøtter både motion og fællesskab. Der lægges vægt på at skabe et engageret og inkluderende miljø, hvor medlemmer – unge som voksne – kan udvikle sig og dele oplevelser på tværs af alder, erfaring og ambitioner. 

Klubben prioriterer høj kvalitet i undervisning og vejledning, fremmer sportslig udvikling og tager et aktivt socialt ansvar – blandt andet gennem samarbejder med organisationer, der arbejder med personer med særlige behov. 

Visionen er at være et samlingspunkt for ski- og løbeglade i Danmark – et åbent, levende og meningsfuldt fællesskab, der rækker ud over vintersæsonen og styrker både det sociale og det sportslige. 

§ 3 Medlemskab

 Som aktivt medlem kan optages enhver, der er fyldt 0 år. Optagelse af medlemmer kan ske uanset alder. 

 

Foreningen tilbyder følgende former for medlemskab: 

  • Ordinært medlemskab: Giver fuld adgang til foreningens aktiviteter og stemmeret på generalforsamlingen. 

  • Passivt medlemskab: Er for personer, der ønsker at støtte foreningen uden at deltage aktivt i aktiviteterne. Passive medlemmer har ikke stemmeret, men er valgbare til bestyrelsen. 

  • Gæstemedlemskab: Giver midlertidig adgang til foreningens aktiviteter i en afgrænset periode med henblik på at afprøve medlemskabet eller for at deltage i enkelte arrangementer/aktiviteter. Prøve og gæstemedlemskab giver ikke stemmeret. 

 

Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse. 

Bestyrelsen kan i særlige tilfælde nægte optagelse af nye medlemmer (f.eks. hvis pågældende har kontingentrestancer i andre klubber under Danmarks Skiforbund). Hvis man således bliver nægtet optagelse i klubben, kan den pågældende forlange bestyrelsens afgørelse forelagt på førstkommende generalforsamling, der så træffer den endelige afgørelse. 

Endeligt afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemskab, forlægges generalforsamlingen. 

§ 4 Indmeldelse

 Indmeldelse skal ske skriftligt til foreningens kasserer eller sammen med en tilmelding til træning eller tur. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge. 

§ 5 Udmeldelse

Udmeldelse sker skriftligt til kassereren. I forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med foreningen afvikles. 

§ 6 Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen. 

§ 7 Restance

Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden. Ved ikke betalt kontingent sættes medlemskab i bero (passiv medlem). 

§ 8 Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. 

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. 

I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. 

En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægt. 

§ 9 Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af september måned. Generalforsamlingen afholdes i september måned medmindre andet meldes ud 3 måneder før. Generalforsamlingen kan afvikles virtuelt eller fysisk. 

Indkaldelse med angivelse af dagsorden og indkomne forslag skal finde sted med fire ugers varsel før afholdelsen af generalforsamlingen. 

Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt senest to uger før generalforsamlingen. Endelig dagsorden, oversigt over stillere til valg og indkomne forslag og det reviderede regnskab udsendes til medlemmerne seneste en uge før generalforsamlingen 

Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle aktive medlemmer, som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. 

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. 

§ 10 Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter: 

 

1) Valg af dirigent og referent 

2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år 

3) Forelæggelse af årsrapport (inkl. revideret regnskab) for det forløbne år til godkendelse 

4) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse 

5) Fastsættelse af kontingent 

6) Behandling af indkomne forslag 

7) Valg af formand (hvis på valg) 

8) Valg af næstformand (hvis på valg) 

9) Valg af kasserer (hvis på valg) 

10) Valg af sekretær (hvis på valg) 

11) Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer (hvis på valg) 

12) Valg af eventuelle suppleanter til bestyrelsen (max 2) 

13) Valg af revisor og revisorsuppleant 

14) Eventuelt 

§ 11 Navnesponsoren

I tilfælde af at navnesponsoren af klubben ophører med at være sponsor, skal bestyrelsen, såfremt navnesponsoren ønsker det, ændre navnet på klubben ved generalforsamlingen eller ved en ekstraordinære generalforsamling. 

§ 12 Generalforsamlingens ledelse

Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen. 

Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 17 og 18. 

Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt dirigenten, eller minimum fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende. Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten og formanden. 

§ 13 Ekstraordinærgeneralforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet. 

Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling. 

§ 14 Bestyrelsen

Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol. 

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægten. 

Bestyrelsen består af en formand, næstformand, en kasserer, en sekretær og yderligere 2 medlemmer og vælges for otte år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Der kan desuden være op til 2 suppleanter. 

 

Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 18 år og har stemmeret, jf. § 9. 

§ 15 Regnskab

Foreningens regnskabsår er forskudt løber fra 01.01 – 31.12 Bestyrelsen skal inden udgangen af august afgive årsrapport for det foregående år til revisoren. Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Årsrapport udsendes til foreningens medlemmer sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling. 

§ 16 Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år i august gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab, bilag og beholdninger. 

§ 17 Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden og næstformanden i forening. Ved økonomiske dispositioner over 150.000 kr. kræves dog underskrift af formand eller næstformanden og kasserer i forening. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal lånoptagelse på mere end 200.000 kr. godkendes af generalforsamlingen. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen. 

§ 18 Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. 

§ 19 Opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. 

For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede. 

Foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilgå Danmarks Skiforbund. I tilfælde af at foreningen har modtaget kommunal støtte til rekvisitter eller fysiske anlæg, så tilgår disse andre kommunale foreninger i hjemstedskommunen ved et ophør. Derudover kan der på generalforsamlingen vedtages at foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilgå andre almennyttige formål i hjemstedskommunen eller tilgå Danmarks Skiforbund. 

bottom of page